Urolighederne efter det skandaleombruste valg i Iran fortsætter, og myndighederne i landet slår hårdt ned.
Ifølge det iranske stats-tv er 13 omkommet, det skriver den arabiske nyhedskanal Al Jazeera.
Mens andre kilder melder om langt flere døde. 150 er det højeste tal, der florerer.
På internetsider som You Tube kan man se voldsomme billeder fra demonstrationerne, men pga. lukketheden fra de iranske myndigheder så er det svært at få bekræftede oplysningen om urolighedernes ofre og udvikling.
Samtidig skriver CNN, at parlamentets indflydelsesrige talsmand, Ali Larijani, mener, at "visse personer" blandt de ansvarlige for valget ikke er neutrale.
"Selvom Vogternes Råd er sammensat af religiøse medlemmer, så ville jeg ønske, de ikke valgte side til fordel for en bestemt kandidat," siger han til den statslige radio.
Udmeldingen er overraskende, fordi det er sjældent, at en politiker tør udtale sig negativt om det magtfulde Vogternes Råd, der i udstrakt grad styrer landet.