42-årige Camilla Broe, der sidder fængslet i USA sigtet for narkotikasmugling, var vanskelig for amerikanerne at få udleveret.
Hvis det officielle danske retssystem ikke ville sende danskeren til retsforfølgelse i USA, skulle andre metoder vare bragt i spil.
Planen var at få en af Camillas gamle veninder fra USA til at lokke hende til Paris. Under påskud af at være på rundrejse med sin kæreste var det meningen, at veninden skulle overtale Camilla Broe til at mødes i Paris. Og haps - så ville politiet stå klar og skippe hende tværs over Atlanten. Uden at det danske retssystem kunne gøre indvendinger af nogen art.
Men planen kuldsejlede. På et møde 31. januar 2007 mellem amerikanerne og Nordsjællands Politi luftede de modellen, og Nordsjællands Politi afviste politiledelsen brugen af en lokkedue.
"Jeg kan godt huske det møde, og vores holdning til sagen var helt klar: Vi ville ikke være med til at lokke hende til udlandet. Det skulle køre efter bogen," siger chefanklager Arne Stevns fra Nordsjællands Politi ifølge eb.dk.
Efter mødet med Anne Stevns droppede amerikanerne efter eget udsagn lokkeplanerne. I stedet begyndte de målrettet at arbejde for at få Camilla Broe udleveret via de officielle kanaler.
Det lykkedes langt om længe, da Camilla Broe 4. september blev udleveret til USA, som den første dansker nogensinde.
Hun sidder nu fængslet på tredje måned i den amerikanske millionby, Miami. Det vides endnu ikke, hvornår næste skridt i hendes gamle sag om ecstasysmugling tages.