USA vil evakuere amerikanske passagerer og deres familier om bord på det virusramte krydstogtskib "Diamond Princess" i Japan.
Det skriver The Wall Street Journal fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Cirka 380 mennesker vil således blive tilbudt en plads om bord på et af to evakueringsfly fra Japan til USA.
Efter planen vil de evakuerede ankomme til USA allerede søndag.
Det oplyser Henry Walke fra USA's center for sygdomskontrol og forebyggelse (CDC) til The Wall Street Journal.
"Diamond Princess" har været i karantæne, siden det ankom til Yokohama i Japan den 3. februar med 3500 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.
Krydstogtskibet blev sat i karantæne, efter at en mandlig passager, som gik i land i Hongkong, blev testet positiv for det smitsomme coronavirus fra Kina.
Af de 3500 mennesker om bord på "Diamond Princess" er 218 blevet testet positive for virusset.
De smittede er blevet evakueret fra skibet og bragt til hospitalet. Ti af disse er i kritisk tilstand.
Kinas nationale sundhedskommission oplyser i sin daglige opdatering lørdag morgen lokal tid, at 43 flere personer er døde det seneste døgn af coronavirusset i fastlands-Kina.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed er det samlede antal døde af coronavirusset 1523 personer i hele fastlands-Kina. I den kinesiske Hubei-provins, hvor virusset oprindeligt brød ud, er i alt 1457 døde.
På tværs af Kina er i alt 66.492 registreret som smittet.
Coronavirusset er foruden Kina registreret i 28 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien, Sverige og senest i Egypten.
I Japan døde den første person af coronavirusset torsdag, mens virusset også har krævet to liv i Hongkong og Filippinerne.
/ritzau/