Under sin tale til FN's generalforsamling i New York lancerede Irans præsident et groft verbalt angreb på Vesten.
Og det fik de delegerede fra USA og 27 EU-lande til at udvandre fra lokalerne, skriver AFP.
Pæsident Mahmoud Ahmadinejad forlangte blandt andet, at de store nationer skulle betale erstatning for slaveri.
"De støtter officielt racisme," sagde Ahmadinejad.
"De svækker lande med militære indgreb og ødelægger deres infrastruktur for at plyndre deres ressourcer og gøre dem mere afhængige," lød bandbullen fra Irans præsident.
Talsmand for USA's FN-delegation Mark Kornblau begrundede efterfølgende udvandringen:
"Hr. Ahmadinejad havde chancen for at redegøre for sit folks drømme om frihed og værdighed. Men i stedet tyede han atter til forfærdelige anti-semitiske tirader og afskyelige konspirationsteorier," lød det fra Mark Kornblau.