De skulle være fjenden, som de amerikanske soldater med vold og magt skulle nedkæmpe i Afghanistan. Men nu viser en senatsundersøgelse, at USA har hyret vagthold til landets militærbaser, som har forbindelse til Taleban.
Ifølge New York Times har de nye oplysninger vakt harme i USA, hvor man frygter, at vagternes mulige Taleban-sympati kan koste amerikanske soldater livet.
Kritikken i undersøgelsen går blandt andet på, at militæret ikke kender de folk, de har ansat til at holde vagt ved baserne.
Eksempelvis kender de ikke navnene på de hyrede vagter, og de må derfor benytte sig af øgenavne for at kende forskel på vagterne. De tvivlsomme ansatte har også givet forkerte oplysninger om bombemål, så amerikanerne har ramt forkerte mål uden betydning for Taleban.
Senatsrapporten har ydermere afsløret, at nogle afghanere, der var hyret til at sørge for sikkerheden på et træningscenter for afghanske politifolk i Adraskan, leverede oplysninger til efterretningstjenesten i Iran.
USA's forsvarsminister Robert M. Gates erkender ifølge New York Times, at der er et problem. Han og forsvarsministeriet, Pentagon, har nu oprettet flere foranstaltninger, som skal sikre, at USA fremover kontrollere sine samarbejdspartnere bedre.