Den amerikanske ambassade i Syrien er nu lukket. Ambassaden blev i morges skoddet til, og ambassadens resterende 17 medarbejdere, herunder ambassadør Robert Ford, blev kørt ud af landet i konvoj.
Det fortæller det amerikanske udenrigsministerium i dag til CNN.
I Danmark kommer det ikke som en overraskelse for Mellemøst-ekspert Peter Seeberg, studieleder og lektor på Center for Mellemøststudier.
"Det der nu sker, er et klart signal om, at man fra amerikansk side vurderer, at tingenes tilstand i Syrien nu er dybt problematisk.
Den amerikanske ambassadør, Robert Ford, har spillet en vigtig rolle for udviklingen i Syrien i 2011. Han har været forholdsvist åbenmundet i sin kritik af styret, og de syriske myndigheder har været meget opmærksomme på de kontakter, der har været mellem syrere og medarbejdere på ambassaden.
Og det er klart, at man også skal være meget opmærksom på de sikkerhedsmæssige aspekter det har," fortæller Peter Seeberg.
Beslutningen om at lukke ambassaden kommer i kølvandet på den sidste måneds dødelige bilbomber mod to kontorer i Damaskus, som embedsmænd mener, bærer præg af Al Qaeda, skriver CNN.
Ambassadens lukning betyder ikke, at USA bryder de diplomatiske forbindelser med Syrien. Selvom kontakten mellem de to regeringer er minimal, vil de formelle forbindelser stadig være til stede.
Den danske ambassade i Syrien er indtil videre stadig bemandet.