Forholdet mellem USA og Iran ser ikke ud til at være på vej til at blive bedre, efter anklageren i New York har beslaglagt fire moskeer og en 36 etager høj bygning.
Bygningerne er ejet af den muslimske organisation 'The Alavi foundation,' som ifølge anklageren ulovligt har været med til at finansiere det iranske styre.
I alt otte bygninger og ni bankkonti er på listen over, hvad statsadvokaten vil have beslaglagt, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge organisationens egen hjemmeside er det en "privat non-profit organisation som er dedikeret til at promovere og støtte islamisk kultur og persisk sprog, litteratur og civilisation," men det er ikke den fulde sandhed, hvis man skal tro anklageren Preet Bhakara.
"Over to årtier har Alavi Foundations virksomhed været styret af forskellige iranske embedsmænd, blandt andet iranske FN-ambassadører, hvilket er et brud på flere amerikanske love, siger han ifølge AFP.
De fire shiamuslimske moskeer, som er beslaglagt, ligger i henholdsvis New York, Maryland, Californien og Texas.