USA har trukket omkring 50 soldater fra det nordlige Syrien og indsat dem andre steder i det krigshærgede land.
Det siger en højtstående embedsmand i Trump-administrationen på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han afviser dermed, at tilbagetrækningen fra det nordlige Syrien betyder, at USA skulle trække sine tropper helt ud af landet.
USA har i alt omkring 1000 soldater fordelt forskellige steder i Syrien, skriver BBC.
USA's præsident, Donald Trump, er blevet stærkt kritiseret for sin beslutning om at trække amerikansk militær fra det nordlige Syrien.
Det skyldes, at en amerikansk tilbagetrækning kan åbne op for en tyrkisk offensiv mod kurdiske styrker i grænseområdet. Kurderne har været USA's allierede i kampen mod Islamisk Stat.
Blandt andre har den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, kritiseret Trump for tilbagetrækningen af amerikanske soldater.
- Amerikanske interesser er bedst tjent ved amerikansk lederskab, ikke ved retræte eller tilbagetrækning, lød det fra McConnell, der normalt er Trumps nærmeste allierede i Kongressen.
Tyrkiets forsvarsministerium oplyser natten til tirsdag dansk tid i en pressemeddelelse, at alle forberedelser til offensiven er færdiggjort. Det skriver Reuters.
USA's forsvarsministerium har mandag understreget, at amerikansk militær ikke vil støtte Tyrkiets planlagte offensiv på nogen måde.
- Forsvarsministeriet har gjort det klart over for Tyrkiet, og det samme har præsidenten, at vi ikke støtter en tyrkisk operation i det nordlige Syrien, sagde ministeriets talsmand.
Trump har desuden advaret om, at han vil "fuldkommen ødelægge og udslette" Tyrkiets økonomi, hvis tyrkerne foretager sig noget, som Trump anser for at være over grænsen. Det skrev han mandag på Twitter.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.