Amerikanske statsborgere frarådes at rejse til Danmark og Tyskland på grund af stigende coronasmittetal i de to lande.
Udmeldingen kommer mandag fra sundhedsmyndigheden USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC).
Risikovurderingen af Danmark og Tyskland hæves til "niveau 4: meget højt".
Det betyder ifølge CDC's hjemmeside, at amerikanske statsborgere generelt anbefales at undgå rejser til landene. Hvis man alligevel tager afsted, skal man sørge for at være færdigvaccineret mod coronavirus.
Danmark har den seneste uge ligget omkring knap 4000 smittede om dagen. Det svarer til cirka 69 smittede per 100.000 indbyggere om dagen.
Smittetallet i USA er relativt set mange gange lavere end i Danmark.
Søndag registrerede USA 28.719 smittede, hvilket svarer til knap 9 smittede per 100.000 indbyggere. Der er cirka 330 millioner indbyggere i USA.
Antallet af test i USA er dog også meget lavere. Ifølge statistikbanken Our World in Data udfører USA i gennemsnit cirka fire test per 1000 indbyggere om dagen, mens Danmark udfører omkring 25 test per 1000 indbyggere.
Tysklands smittetal er relativt set også lavere end Danmark. Også i Tyskland bliver der dog udført væsentligt færre test end i Danmark.
USA har i november åbnet for indrejse for færdigvaccinerede turister - også fra Danmark. Det ændrer CDC's udmelding mandag ikke umiddelbart på.
På hjemmesiden for den amerikanske ambassade i Danmark er der mandag ingen meldinger, om at der skulle være ændringer i rejsevejledningerne.
Adskillige andre lande og områder er også på CDC's øverste risikoniveau, niveau 4. Blandt dem er Norge, Island og Færøerne.
Blandt landene på niveau 3 er Frankrig, Italien, Spanien og Sverige.
/ritzau/Reuters