For første gang har USA's regering offentligt erkendt, at landet står bag drab på fire amerikanske statsborgere i anti-terroroperationer i Yemen og Pakistan, der jævnligt bliver udsat for amerikanske droneangreb.
En af de dræbte er al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki, som den danske eks-agent Morten Storm ifølge eget udsagn hjalp med at lede amerikanerne til.
USA's justitsminister, Eric Holder, har onsdag navngivet fire dræbte statsborgere i et brev til medlemmer af Kongressen. Torsdag er det meningen, at præsident Barack Obama skal holde tale om amerikanske droneangreb.
I brevet forsvarer Holder drabet på al-Awlaki, der var målet for et droneangreb i 2011.
De øvrige dræbte var Awlakis teenagesøn Abdulrahman, en amerikansk-pakistaner ved navn Samir Khan og Jude Kenan Mohammed, der blev anklaget for terrorforbrydelser i USA i 2009. Sidstnævnte blev dræbt i Pakistan.
Holder går i brevet ikke i detaljer med, hvordan amerikanerne blev dræbt, men embedsmænd har tidligere erkendt, at tre af dem blev dræbt i droneangreb.
Danske Morten Storm har fortalt, hvordan han gav PET oplysninger, som gjorde det muligt for den amerikanske efterretningstjeneste CIA at opspore al-Qaeda-lederen og slå ham ihjel med et missil fra et dronefly.
Amerikanerne fandt frem til ham ved hjælp af sporingsudstyr givet til en kurer for al-Awlaki, der fungerede som åndelige propagandist for al-Qaeda, af Morten Storm i Yemen, lyden.
PET har ikke ville bekræfte, om Storm var agent for efterretningstjenesten.
/ritzau/Reuters