Migranter skal fortsat afvises ved grænsen mellem Mexico og USA på grund af fare for smitte med coronavirus.
Det blev besluttet fredag ved en føderal domstol i USA.
Dommeren gav præsident Joe Biden et blankt nej til at ophæve en række restriktioner, som gør, at migranter ved grænsen kan afvises med henvisning til smittefaren med coronavirus.
Normalt har migranter lovsikret ret til at søge asyl i USA.
Men den ret blev indskrænket i marts 2020, da den daværende præsident, Donald Trump, indførte en række restriktioner, som begrænsede migranters muligheder for at søge asyl i USA.
Begrundelsen var, at man måtte bremse smitten med coronavirus.
Det lyder dog som en mærkelig begrundelse for nogle af de migranter, som lige nu er parkeret ved grænsen, hvor de håbede på at kunne søge asyl i USA.
Én af dem er mexicanske Juan Carlos Guzman. Han blev tvunget til at flygte fra den voldshærgede mexicanske delstat Guanajuato, da en kriminel gruppering dræbte hans søn.
- Vi står klar med vores vaccinepas og vores negative covid-19-prøver, så vi kan bevise, at vi ikke har den sygdom, siger han.
USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) sagde i april, at restriktionerne ikke længere var nødvendige for at forebygge smittefaren.
Men en række delstater lagde sag an for at sikre, at Joe Bidens regering ikke kan ophæve restriktionerne.
Dommeren gav fredag delstaterne medhold i, at CDC ikke tog de nødvendige forbehold, da det forsøgte at ophæve restriktionerne.
Det Hvide Hus oplyser, at man ikke er enig i dommen. Man har dog tænkt sig at følge den - i hvert fald indtil der er blevet taget stilling til justitsministeriets anke.
- Magten til at bestemme den nationale sundhedspolitik bør ligge ved CDC, og ikke ved en enkelt domstol, siger Det Hvide Hus' pressechef, Karine Jean-Pierre i en skriftlig udtalelse.
Tusindvis af migranter er i øjeblikket strandet i grænsebyer syd for den amerikanske grænse. Her venter de på en juridisk afklaring, så de kan finde ud af, om de kan søge asyl i USA.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.