Atlanterhavsstormen Ingrid er vokset så meget i styrke, at den amerikanske vejrtjeneste har opgraderet den til en orkan.
Perioden fra juni til slutningen af november er højsæson for orkaner over Atlanterhavet, og Ingrid er den anden af slagsen i år.
Uvejret med vindstød op til 125 kilometer i timen bevæger sig med en hastighed på cirka 10 kilometer i timen mod det mexicanske fastland, hvor myndighederne er ved at forberede sig på landgangen.
Omkring 5300 personer i de mest udsatte kystområder er evakueret.
Desuden er festlighederne i anledning af nationaldagene 15. og 16. september, hvor mexicanerne mindes uafhængighedskrigen mod Spanien, aflyst i foreløbig tre byer.
Orkanen befinder sig cirka 315 kilometer øst for byen Tuxpan. Den ventes at nå kysten i løbet af mandag og kaste store mængder nedbør over det østlige Mexico.
Det amerikanske National Hurricane Center i Miami advarer om risiko for livsfarlig styrtflod og mudderskred på grund af de enorme mængder vand.
/ritzau/AFP