I de første fem måneder af året steg volden i Afghanistan med 59 procent i forhold til samme periode sidste år, og ifølge den amerikanske general David Petraeus venter der NATO-styrkerne i Afghanistan nogle svære måneder.
"Der er ingen tvivl om, at situationen er blevet forværret i de seneste to år, og der venter svære tider forude," siger generalen, der leder de amerikanske styrker i Irak og Afghanistan.
Han forventer ifølge AFP, at urolighederne vil tage til, fordi NATO-styrkerne nu vil gå efter Talibans gemmesteder og tidligere fristeder.
Siden Barack Obama blev præsident i USA i januar har han øget det amerikanske fokus på Afghanistan, og han har tilført 21.000 flere tropper til landet. Til efteråret skal den amerikanske styrke være på 68.000 mand, og derved runder den samlede NATO-styrke i Afghanistan 100.000 mand.