26-årige Line Bergstrøm fik et chok, da hun var ved at gennemlæse sin søns papirer, som hun havde søgt aktindsigt i hos Statsforvaltningen. Flere af dokumenterne handlede nemlig om en helt anden familie. Det skriver BT.
"Jeg kunne jo hurtigt se, at de papirer slet ikke vedrørte min sag. Derfor synes jeg heller ikke, at det er i orden, at de er havnet hos mig. Der kan stå så mange ting i den slags papirer, som ikke vedkommer andre, og det gør der jo også her," fortæller Line Bergstrøm.
Papirerne handlede om forældremyndigheden til et mindreårigt barn, og flere steder kan man se cpr-numre, personlige oplysninger og en række alvorlige anklager.
Statsforvaltningen erkender, at en kvindes fortrolige papirer med cpr-numre ved en fejl er blevet udleveret.
- Der er kun en ting at sige, og det er, at det er en fejl, og det kan vi ikke undskylde og beklage nok. Vi er frygtelig kede af det, for det er en fejl, der ikke må ske. Ikke desto mindre er det sket, og det kan vi desværre ikke gøre om, siger Bente Koudal Sørensen, der til dagligt sidder med ansvaret for forældreansvarssager.
Bente Koudal Sørensen forklarer, at proceduren for behandlingen af disse sager er blevet ændret siden 2013, hvor Line Berstrøm søgte aktindsigten.
I dag er der blevet strammet op på området, så der ikke skulle ske flere lignende fejl.