Da 66-årige Debbie Harry forlod sit hotel i New York søndag eftermiddag, befandt hun sig pludselig midt i en sværm af journalister.
Skuffende nok var der dog tale om en misforståelse, men på glædelig vis skyldtes misforståelsen, at fotograferne havde forvekslet Debbie Harry med hendes 41 år yngre Hollywoodkollega Lindsay Lohan, skriver New York Post.
Ifølge avisen opstod misforståelsen, fordi Debbie Harry var iført sort pels, hætte og store, sorte solbriller. Blot to dage forinden var Lohan blevet fotograferet i samme outfit, og det snød åbenbart fotograferne.
Debbie Harry kendes bedst som forsanger i punkgruppen Blondie og for et hav af tv- og filmoptrædender. På samme måde har den frække Lindsay Lohan fristet en tilværelse som både sanger og skuespiller, og de har tilmed begge langt blondt hår.
Mens Debbie Harry dårligt kan tage misforståelsen som andet end en kompliment, er det uvist, hvordan Lohan reagerede på episoden. Hun er for nylig blevet kritiseret for at se 20 ældre ud, end hun er, fordi hun tager dårligt vare på sig selv, og dette uheld gavner næppe hendes i forvejen blakkede renommé.
Lohan bør dog ikke være helt nede over at blive forvekslet med en 41 år ældre kvinde.
Debbie Harry har i sin tid fejret mange succeser og er blandt andet blevet kåret som den 18. mest sexede artist nogensinde.
Kilde: New York Post