Vejdirektoratet fraråder nu al unødig udkørsel på Lolland-Falster, i Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Kolding samt Fredericia kommune.
Beredskabet kan ikke følge med og sikre hverken snerydning eller saltning af alle strækninger, og derfor kan det være yderst svært af komme frem i trafikken, og vejene kan være spejlglatte.
Dermed har den snestorm, der ellers var varslet i Nord- og Midtjylland bredt sig hurtigt, og det har nu gjort sit indtog i det sydlige Sjælland.
Ifølge DMI har sneen aftaget i løbet af dagen i det sydlige Danmark, mens Nord- og Midtjylland må ruste sig til et døgn med snestorm og nedbør i mængder, der svarer til 10-15 cm.
På Vejdirektoratets hjemmeside kan man følge med i, hvilke områder der er ramt af varslet: Udkørsel frarådes.