Den såkaldte 'hjernedoping' til studerende, der kæmper med alenlange pensumlister og presserende eksaminer, er på fremmarch.
Alligevel ønsker universiteterne ikke at slå ned på dopede elever, som bruger præstationsfremmende midler til at forbedre hukommelsen, koncentrationen og evnen til at fokusere. Det skriver Berlingske Tidende.
"Hvis vi først udformer en politik, vil det næste krav være, at vi også skal kontrollere, om den bliver opfyldt. Men vi har med voksne mennesker at gøre, og vi bærer ikke ansvaret for, hvad man vil dope sig med," siger Jens Oddershede, der er formand for Rektorkollegiet og repræsenterer rektorerne på de 12 universiteter.
"Personlig synes jeg ikke, at man skal bruge midlerne, men det er svært at sætte en grænse for, hvor vi begynder og slutter med denne kontrol," fortsætter han.
Heller ikke videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ønsker at stramme reglerne for den 'medicinske optimering' på universiteterne, men hun vil gerne give en opsang til de 'dopede' studerende.
"Jeg synes, det er et skråplan. De stikker blår i øjnene på sig selv. Det er ikke en holdbar situation på sigt".