Antallet af 15 til 25-årige frivillige i Røde Kors og Red Barnet er fordoblet på bare tre år.
Det viser en rundspørge fra Berlingske Research. Eksempelvis har Røde Kors oplevet en stigning fra 1800 til over 3000 i perioden fra 2006 til 2009.
"I årevis har unge i Danmark skulle høre på, at de er dovne og ikke gider at gøre en indsats for samfundet, men sådan er der mange, der ikke er," siger Louise Rasmussen, der er informationsmedarbejder i Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
Det vurderes fra flere sider, at velgørende organisationer er blevet bedre til at gøre opmærksomme på sig selv i offentligheden, hvilket har været medvirkende til at få de unge med på vognen.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil gerne tilskynde tendensen og planlægger at lægge forløb med frivilligt arbejde ind i ungdomsuddannelserne.
Det udspil forventes færdigt til oktober.