Hvis de selv har indflydelse på arbejdstiderne, så trives unge, nyuddannede sosu-medarbejdere rigtig godt med skæve vagter.
Faktisk er de mere veloplagte, energiske og har et bedre mentalt helbred end deres kolleger med dagarbejde.
Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) ifølge Fagbladet FOA.
Men det kræver dog en hvis medbestemmelse.
"Hvis medarbejderne kun har lav indflydelse på deres arbejdstider, så kommer de ned på samme niveau i trivsel som dem, der har dagarbejde," siger Kirsten Nabe-Nielsen, der står bag undersøgelsen til Fagbladet FOA.
Fagforbundet anbefaler dog medlemmerne allerhøjst at have tre til fire nattevagter i træk, og at medarbejderne får et fridøgn efter sidste nattevagt.
Arbejdsgiverne har pligt til at tilbyde et helbredstjek til medarbejdere, der har over 300 timers natarbejde i en periode på over 12 måneder.
Natarbejdere har 40 procent højere risiko for hjertesygdomme. Undersøgelser tyder også på, at natarbejde giver en øget risiko for kræft.
I alt 2.148 nyuddannede sosu-medarbejdere med forskellige arbejdstider indgik i undersøgelsen.
De blev fulgt i to år, efter de blev uddannet.