Det skal ikke være det udenlandske navn, der forhindrer unge i at komme til jobsamtale.
Derfor besøger "job-toget" i denne uge to belastede områder med mange nydanskere i henholdsvis Odense og Aarhus.
Togfører er beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og med som passagerer er repræsentanter fra 10-20 virksomheder bl.a. ISS, Falck, Silvan, McDonald's og Dansk Supermarked.
De stiller op på henholdsvis Vollsmose Torv og i Bazar Vest i Gellerupparken og aftaler jobsamtaler med unge, der møder op.
Beskæftigelsesrådmand i Aarhus Hans Halvorsen hilser initiativet velkommen.
"Det er helt urimeligt, når unge mennesker holdes ude på grund af deres navn, og virksomhederne risikerer at gå glip af værdifuld arbejdskraft. De virksomheder, der ansætter ud fra talent i stedet for baggrund, står stærkt. De forstår, at mangfoldighed kan være en mulighed for vækst, fordi forskellighed giver nytænkning og udvikling," siger han.
Job-ekspressen er et samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og danske virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar. Målet er at afholde 200 jobsamtaler og gerne skaffe 200 job primært inden for transport- og servicevirksomheder.
Job-ekspressen kommer til Gellerupparken onsdag den 9. marts klokken 16:00 - 18:00 og til Vollsmose fredag den 11. marts klokken 16:00 - 18:00.