Flere erhvervsskoler oplever tilmeldte elever ikke møder op. De vælger nemlig løsningen med at tilmelde sig en uddannelse for at få fred sagsbehandler og SU på kontoen.
Det er nemlig muligt for den unge at få kontanthjælp i månederne op til deres uddannelsesstart, og derefter SU i en måned eller to, før skolen når at stoppe pengestrømmen. Og når de først har tilmeldt sig uddannelsen, så slipper de for aktiveringen. Det skriver Dagbladet Politiken.
"Helt konkret oplever vi et stigende antal elever, der tilmelder sig og bekræfter deres studieplads, og så møder de måske op en dag eller to, hvorefter vi aldrig ser dem mere. Og vi kan hverken få fat i dem ved at ringe eller skrive til dem. Vi hører ingenting," siger uddannelseschef Mei-Li Huang Carstensen fra Hotel- og Restaurantskolen i København til Politiken.
Hun oplevede i år, at et hold på 22 elever, der startede i oktober på skolen, efter en måned var reduceret til en klasse på 12 elever.
Formand for Danske Erhvervsskoler Peter Amstrup bekræfter, at problemer gælder for flere erhvervsskoler. Selv er han direktør for EUC vest i Esbjerg, hvor det samme problem er opstået.
"Hvor omfattende det er, og hvor mange skoler det sker på, ved vi ikke. Men på vores egen skole oplever vi også, at der er elever, der melder sig, og vi ser dem ikke, eller ser dem ganske få gange," siger Peter Amstrup til Politiken.
Ungdomsuddannelser har endnu ikke nogle begrænsninger på, hvor længe man kan modtage SU. Indtil videre er det kun studerende på de videregående uddannelser, der modtager et begrænset antal SU-klip, der betyder, at maksimalt kan få SU i seks år.
Kilde: politiken.dk