I en tid hvor mange unge mister jobbet skulle man tro, at a-kasserne havde kronede dage.
Men sådan spiller klaveret ikke. Selv om de unge frygter for jobbet, så melder de sig ikke fluks i a-kasse.
Flere ved ikke engang, hvad en a-kasse egentlig kan tilbyde, så siden 2007 er antallet af unge mellem 16-39 år i a-kasse skrumpet med 40.000 personer.
Det viser en undersøgelse fra AK-Samvirke.
Tallet er opsigtvækkende, fordi ledigheden for de unge er fordoblet det seneste år.
"Jeg er meget overrasket og bekymret over de unges manglende evne til at sikre sig økonomisk under finanskrisen. Selvom hundredvis af unge under 40 år hver dag mister deres job," siger forbrugerjurist og ekstern lektor ved CBS Mette Reissmann.
Netop de dårlige tider burde ellers have vendt udviklingen, mener hun
"Jeg finder det paradoksalt, at de fravælger a-kassen, der netop i krisetider kan være med til at sikre dem økonomisk", pointerer hun.
Over halvdelen - 51 procent - af de unge erkender faktisk, at de slet ikke har styr på, hvad en a-kasse er.
Ét faktum, der kalder på selvransagelse i a-kasserne, mener eksperten.
"Det fortæller mig, at a-kasserne står over for en stor kommunikativ opgave med at få gjort de unge opmærksomme på fordelene ved at tegne en arbejdsløshedsforsikring," siger Mette Reissmann.
Undersøgelsen peger desuden på, at de unge langt fra er frygtløse.
Flere end hver tredje af de adspurgte unge frygter nemlig en fyreseddel eller ikke at kunne finde et nyt job.
De nye tal kommer fra en undersøgelse, hvor 10.000 danskere er blevet spurgt. Heraf var 3.409 unge under 40 år uden for a-kasse.
Læs mere om a-kasser her