Unge ledige på 18 og 19 år læser så dårligt, at de ikke kan klare en uddannelse.
Sådan lyder meldingen fra Københavns Kommune, der er begyndt at læseteste unge, der søger kontanthjælp, skriver Politiken. '
Og resultaterne har rystet jobcentrets konsulent Anne Geertsen.
"44 procent har så dårlige læseevner, at de ikke vil kunne gennemføre en erhvervsuddannelse uden vanskeligheder. Dertil kommer otte procent ordblinde," siger hun til avisen.
Mange af de unge er slet ikke selv klar over, hvor dårligt det står til. Problemet er ofte, at de unge ikke kan huske og forstå hvad de læser, siger Grete Hedegaard fra Københavns Voksenuddannelsescenter, KVUC.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) er bekymret.
"Jeg synes, det er et meget trist tal. Det beviser desværre også, at der skal sættes meget mere markant ind for at styrke læsefærdighederne i folkeskolen. Men det er også et signal til Københavns Kommune om, at der skal sættes særligt ind på de københavnske folkeskoler," siger han til Politiken.
I det forløbne år er næsten 1.000 unge københavnere blevet læsetestet.
Kilde: Politiken