Det ligner en almindelig sandkasse, men under sandet er knuste ølflasker begravet med de sylespidse takker opad – parat til at flænse de mange børnefødder, der hver dag leger i sandet.
- Det er fuldstændig overlagt, når en knust flaske gemmes sådan der. Så er man er ude på at skade andre, siger Freddy Svendsen, der er daglig leder af legepladsen ’Den Grønne Legeplads’ i Virum.
Det er ikke det eneste eksempel på, at kvarterets unge har lagt ondskabsfulde fælder.
- Jeg kan huske et eksempel, hvor de unge havde sat søm i legeredskaber, som børnene kunne rive sig på. Andre gange har de løsnet skruer i gynger, så de kunne falde af, når man gyngede højt, fortæller Trine Nebel Schou, medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune for Radikale Venstre.
Om aftenen mødes de unge i Virum på legepladser og parker for at feste. Men festen i sig selv er ikke nok. Glasskår, brugte kondomer, cigaret-skodder og lightergas-beholdere, som de unge har sniffet fra, samt meget andet affald flyder hver morgen i parkerne og på legepladser.
Skider i legehus
Freddy Svendsen bruger hver morgen en halv til halvanden time på at gøre rent efter de unge, men brændemærkerne på borde og bænke og den ramme urinlugt fra blomsterbedene kan han ikke slippe af med.
- Det værste er, når de skider i legehusene, siger Freddy Svendsen.
Han frygter, at det en dag går galt.
- Pludselig er der et barn, der kløjs i et kondom eller træder i et glasskår, siger han.
Afstumpet opførsel
Beboerne i området er også trætte af de unges svineri.
- Det er en ren terrorisering af området. De unge ødelægger legepladser og ting, og parkerne ligner en losseplads, siger Virum-borger Anne-Marie Finch Iversen.
Sagen kort
Unge teenagepiger i Virum er begyndt at sælge sextil jævnaldrende drenge fra bænke på en lokal legeplads. Det skrevNyhedsavisen lørdag.
Ifølge det lokale politi bliver der taget og handlet stoffer på legepladsen.