Job i tusindvis og mange lærlingepladser.
Det er, hvad der venter håndværkere, når 28,5 milliarder kroner bliver investeret i den kommende togfond.
Helt nøjagtig ventes det, at der bliver skabt 20.000 nye job, hvoraf 900 af de job vil være lærepladser. Så burde man måske tro, at Dansk Byggeri stod med armene over hovedet, men det gør de slet ikke.
Der mangler nemlig folk til at besætte de mange stillinger. Det skriver DR Syd.
Især bliver der tale om stor mangel på jord- og betonarbejdere.
- Der er ingen unge, der søger. Vi har prøvet at oprette hold, men måtte opgive. Jord og beton er bare ikke sexet nok for de unge, siger Michael Mathisen, der er formand for Dansk Byggeri i Sydjylland, til DR Syd.
Er der ikke nogen unge, der ser mulighed for beskæftigelse indenfor området, så må pengene gå til udenlands arbejdskraft, vurderer Michael Mathisen
- I løbet af tre år vil vi mangle kvalificeret arbejdskraft især i Sydjylland som følge af det her. Og de lærlinge, som Togfonden tager, kommer vi til at mangle andre steder. Det er trist, for så kan vi blive nødt til at hente udenlandsk arbejdskraft ind i stedet for.