De yngre kvinder er blevet mere villige til at skifte arbejdsplads de senere år end deres mandlige kolleger. Hvor mændene ellers har været mest mobile, så er det billede nu ændret, skriver Dansk Arbejdsgiverforenings magasin, Agenda.
Mens de 26-30-årige mænd i 1996 skiftede job knapt hver sjette år, gik der næsten syv år, inden kvinderne rykkede videre. Ti år senere var det anderledes. I 2006 skiftede de unge kvinder job hvert fjerde år, mens mændene blev på samme arbejdsplads godt halvanden måned mere end kvinderne.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, mener, forklaringen skal findes i, at kvinder er blevet bedre uddannede og dermed karriereorienterede, så de går efter de gode job.
Steen Scheer er enig, men mener, det først og fremmest hænger sammen med alder og tid.
"De yngre aldersgrupper har langt flere frivillige jobskift end ældre. Dernæst er det meget overraskende, hvor meget mobiliteten stiger generelt fra 1996 til 2006. Vi ser mange flere jobskift, og det er formentlig udtryk for, at vi har et arbejdsmarked, som er kolossalt meget mere dynamisk," siger Steen Scheuer, der også peger på køn som en faktor. Kvinderne er nu blevet opmærksomme på de muligheder, et jobskifte kan give dem.