Det kan være hårdt at være ung og nyuddannet, hvis man har oparbejdet en stor gæld i løbet af studierne.
Mange unge har svært ved at finde penge til at betale deres SU-lån tilbage. Det skriver DR.
Økonomistyrelsen har måttet sende 12 procent flere rykkere ud sidste år, fordi unge 'glemmer' at betale af på gælden.
Det kan hænge sammen med, at de unge ikke kan finde arbejde, forklarer Susanne Lyk, der er kontorchef i Økonomistyrelsen, som står for inddrivelse af lånene.
"Hvis man er færdig med sin uddannelse, og man ikke umiddelbart har et job, så kan man godt få problemer," siger Susanne Lyk.
Arbejdsløsheden blandt unge er fordoblet det sidste år, og hver femte nyuddannet akademiker kan ikke få job.
Men det er en rigtig dårlig idé bare at lade være med at betale. Så ender gælden nemlig hos SKAT, og der kan komme renter og gebyrer på. Og i sidste ende trækker SKAT blot pengene fra ens løn.
Hvis man har svært ved at finde pengene, skal man kontakte Økonomistyrelsen, der så laver en afdragsordning, der er til at betale.