Livet er ikke nemt, når ens forældre dør. Men den hjælp, som samfundet gerne vil tilbyde de efterladte børn, lader vente på sig. Der er nemlig lange ventetider på at få hjælp til at takle sorgen.
Ventetiden til terapigrupper er på kort tid steget og kan vare op til et år, skriver Politiken.
"Det er dybt frustrerende, at vi ikke kan hjælpe de mest udsatte. Målet er, at de unge skal få et velfungerende voksenliv, men det kræver kvalificeret hjælp," siger Preben Engelbrekt, der er direktør for organisationen Unge og Sorg.
Organisationen appellerer nu til socialminister Karen Ellemann (V) for flere penge. Men ministeren har ikke været til at træffe for en kommentar.
Terapigrupperne er ikke kun for unge, der mister et nært familiemedlem, men også for børn og unge, hvis forældre er meget syge.
Unge og Sorg vurderer, at mellem 25.000 og 50.000 danske unge hvert år har brug for hjælp uden for den støtte, de kan få hos familie og venner.
Organisationen har et årligt budget på omkring 10 millioner kroner og er hvert år i kontakt med omkring 2.000 unge, hvoraf 1.000 får direkte rådgivning.