Politikerne kæmper for, at de unge vil blive længere på arbejdsmarkedet.
Men fire ud af ti unge jurister og økonomer er ligeglade. De vil senest på pension, når de fylder 65.
Det viser en undersøgelse, som Djøf har lavet blandt 1.135 af deres medlemmer under 40 år.
Den tidlige pension skyldes ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet et luksusproblem.
"På grund af djøfernes store arbejdsmarkedspensioner er de jo i en økonomisk luksusposition, der gør dem uafhængige af folkepensionsalder og snakken om efterløn eller ej. De kan frit vælge, hvornår de går på pension. Det er lysten og helbredet og ikke økonomien, der er afgørende," siger Flemming Ibsen til Djøfbladet.
Det er ofte kvinderne, som vil nyde et tidligt otium, og det skyldes, at mændene ikke kan forestille sig et liv uden arbejde, forklarer forskeren.
"I et ægteskab er mændene typisk ældre end kvinderne, og hvis de skal gå på pension samtidig, er kvinden ofte yngre end manden. Og igen er økonomien ingen hindring for, at kvinden går tidligt. Samtidig afspejler det nok også nogle forventninger hos kvinden om at have overskud og tid til børnebørn, som måske typisk ikke er helt så udtalt hos mændene," fortæller Flemming Ibsen.
Mange af de unge akademikere har dog også planer om at trække sig tilbage, når de er mellem 70-75 år. Det understreger ifølge forskeren, at akademikerne går på pension, når det passer dem.
Kilde: Djøfbladet