Gymnasier og tekniske skoler i hele landet er begyndt at hyre psykologer.
De skal hjælpe en voksende gruppe af elever med at overvinde deres psykiske problemer og klare sig igennem uddannelsen," skriver Jyllands-Posten.
Jens Boe Nielsen, der er rektor på Nørre Gymnasium i København og formand for landets gymnasierektorer, mærker tendensen.
"Vi oplever, at der er flere og flere elever, der kommer med psykiske problemer. En undersøgelse, vi lavede for nyligt viste, at 50 procent af studievejledernes tid går med at tage sig af sociale problemer og 20 procent går med psykiske problemer. Mange af eleverne må vi sende videre til psykologbehandling," siger Jens Boe Nielsen til Newspaq.
Ifølge Jens Boe Nielsen udspringer mange af de psykiske lidelser af sociale problemer i hjemmet.
"Forældrene er måske skilt, eller der er store sociale problemer derhjemme. Så oplever vi også elever, der stiller meget høje krav til sig selv, og som af den grund får svært ved at klare det," siger han.
For at hjælpe de unge, er der i mange kommuner tilknyttet psykologer til ungdomsuddannelserne.
"Vi er gået sammen med andre uddannelser i kommunen om to faste psykologer, og vi har sendt lærerne på kursus i at håndtere elevernes psykiske problemer. Det er jo ikke noget, som lærerne er klædt på til," siger Peter Amstrup, leder af EUC Vest i Esbjerg og formand for Danske Erhvervsskoler til Jyllands-Posten.