Unge søger i stigende grad ind på uddannelser væk fra landets to største byer.
34.741 håbefulde unge har i år søgt ind på en universitetsuddannelse.
Det er syv procent flere end i 2010, som er det hidtidige rekordår.
Og stigningen er sket på universiteter i provinsen. 28 procent flere har søgt Aalborg Universitet, mens 18 procent flere har søgt Syddansk Universitet.
Landets to største universiteter oplever derimod ikke samme markante fremgang. Københavns Universitet har en lille stigning på 2 procent. Og Aarhus Universitet har uændret søgning i forhold til sidste år.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (V) mener, at unge søger mere fornuftigt i år, end de har gjort tidligere.
"Jeg tror, at de unge har fulgt opfordringen til at undersøge, hvad forskellene er på landets universiteter. Der er forskellige undervisningsformer, boligforhold og mange andre ting. Men det er meget fornuftigt, at de unge har søgt så bredt," siger hun.
Det bredere studievalg vil også betyde, at færre unge vil blive afvist.
Sidste år modtog omkring 8.000 uddannelsessøgende et afslagsbrev, selvom der stadig var ledige uddannelsespladser mange steder. Det var især Københavns og Aarhus Universitet, der afviste unge.
"Sidste år var der ledige pladser på især Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Der er rigtig meget, der tyder på, at vi får fyldt pladserne meget bedre op i år. Desuden har vi lavet en aftale med landets rektorer om at øge optaget," siger Charlotte Sahl-Madsen.
Først i slutningen af juli ved de unge, hvor mange der bliver optaget, og hvor mange, der får afslag.