Unge flygtninge mellem 15 og 18 år bliver fængslet og dømt for dokumentfalsk, hvis de lander i Danmark med falske pas i lommen.
Dansk Røde Kors har indsamlet dokumentation på 18 sager i år, hvor flygtningebørn er sendt direkte i fængsel, fordi de under deres flugt lyver om deres identitet, for at komme til et sikkert land. Det skriver Politiken.
Dommene gør det svært for de unge at få asyl i Danmark. Selvom de lever op til udlændingelovens paragraf om at de kommer i en reel nødsituation, hvis de vender tilbage til deres hjemland, som ellers normalt giver flygtningebørn under 18 år mulighed for ophold i Danmark.
Det er dybt kritisabelt, mener projektkoordinator for Røde Kors, Casper Smidt.
"Disse unge kommer fra krigszoner, og det er de mærkede af. Der er jo en årsag til, at de flygter. Det er en glidebane at sætte dem i fængsel, og det mærker dem for livet," siger han til avisen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og justitsminister Brian Mikkelsen er i dag kaldt i samråd for at redegøre for baggrunden for fængslingerne.