Det har allerede tiltrukket sig stor opmærksomhed, at regeringen vil nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år og sætte fodlænke på problematiske 12-årige.
På værestedet Fisken på Vesterbro præsenterede justitsminister Brian Mikkelsen (K) og indenrigs- socialminister Karen Ellemann (V) så resten af regeringens ungdomspakke, der skal bekæmpe ungdomskriminalitet mere effektivt. 'Ny start' kalder regeringen udspillet.
Og nok mest opsigtvækkende blandt de nye forslag så vil det fremover blive særligt udvalgte dommere, der skal dømme unge.
"Formålet er at sikre en særlig ekspertise og erfaring ved retterne ved behandling af sager om unge under 18 år," lyder det i regeringens oplæg.
"Dommerne skal kunne tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de unge," siger Brian Mikkelsen og forklarer, at alle byretter får tilknyttet en eller to såkaldte ungedommere.
Udover de mere hårde forslag er regeringen også klar med en række forslag til, hvordan den forebyggende indsats kan styrkes. Den del af planen kalder Karen Ellemann "den varme omforgsfulde hånd".
Her er det mest opsigtvækkende, at regeringen vil oprette flere institutioner, der med en fastere hånd passer på de unge.
Men der skal også oprettes 'hotspotsindsatser' i særligt hårde områder, hvor de social myndigheder knokler ekstra igennem.
Men der er langt flere 'bløde' punkter i den store plan som justitsministeren kalder "historisk". SSP-samarbejdet skal knyttes til Kriminalforsorgen, bedre mentor-ordninger. Og unge kriminelle skal screenes for psykiske sygdomme, er blot nogle af forslagene.
Sammenfattende om baggrunden for 'den bløde hånd' siger indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann.
"I første omgang kan nogle unge finde livet på kanten kan tiltalende på den korte bane. Men spæneingen kan vise sig at være dyrt købt," siger hun.
Endelig garanterede Brian Mikkelsen garanterer at den kriminelle lavalderen ikke vil blive sat længere ned end de 14 år. Og at den omdiskuterede fodlænke i de fleste tilfælde vil træde i stedet for en tvangsanbringelse.
Regeringens udspil vil koste 700 millioner kroner over de næste fire år.