Skolekridtet ligger urørt hen mens kitlen og legepladsen i stigende grad vinder indpas hos de unge.
I går var det sidste chance for at søge ind på videregående uddannelser på kvote 2.
Når antallet af ansøgninger til professionshøjskolerne, der uddanner lærere, sygeplejersker og pædagoger, er gjort op, står læreruddannelsen som den store taber.
UC Nordjylland har fået 10 procent færre ansøgninger, hvor læreruddannelsen er 1. prioritet. På Metropol i København er tallet 17 procent færre mens UC Lillebælt har hele 21 procent færre, der søger læreruddannelsen som 1. prioritet, skriver Jyllands-Posten.
Det ærgrer Lærerforeningen, at mange unge siger nej til at satse på en uddannelse til lærer.
"Desværre overrasker det ikke i lyset af de mange nedlagte lærerstillinger. Især nyuddannede lærere har meget svært ved at finde et arbejde, og jeg er bange for, at det betyder meget for de unge, der skal søge uddannelse," siger næstformand i Lærerforeningen Dorte Lange til Jyllands-Posten.
Hun mener, at det er ekstra ærgerligt, fordi der er blevet lagt en stor indsats i at gøre læreruddannelse attraktiv.
Mens læreruddannelserne bløder nye studerende, så er der godt nyt til sygeplejerske- og pædagoguddannelserne.
UC Nordjylland melder om 16 procent flere til pædagoguddannelsen, Metropol har 11 procent flere ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen og UCC har 31 procent flere, der har søgt sygeplejerskeuddannelsen som førsteprioritet.
Kilde: Jyllands-Posten