Efter et boligområde i Esbjerg i ugens løb er blevet hærget af flere brande, har politiet anholdt og sigtet to 15-årige drenge.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands politi. De to unge drenge sigtes for brandstiftelse, når de i dag fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet vil dog hverken be- eller afkræfte, hvilke brande, der er tale om i sigtelsen.
"Jeg kan bekræfte, at vi har to anholdte siddende," siger sektionsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Andersen.
"Det er to 15-årige drenge. De er sigtet for brugstyveri og brandstiftelse fra en sag, vi havde i går aftes, og derefter snakker vi ikke om det før efter retsmødet," understreger han fortsat.
Jv.dk. skriver, at drengene er anholdt efter en brand i en spejderhytte i Esbjerg Ø i går aftes, men politiet vil ikke kommentere på det.
Boligområdet ved J.L. Heibergs Allé, som blev udsat for tre påsatte brande tidligere på ugen, ligger også i den østlige del af Esbjerg.
Men det er altså uvist, præcist hvilke brandstiftelser de to 15-årige er sigtet for. Politiets tilbageholdenhed sker af hensyn til efterforskningen.
Af samme grund har politiet ønsket, at grundlovsforhøret kommer til at foregå for lukkede døre.
Grundlovsforhøret forventes afsluttet i eftermiddag.