Vild leg er god for drenge i børnehaven, men det er ikke altid de kvindelige pædagoger er med på dén.
Derfor ansætter stadig flere kommuner teenagedrenge som juniorpædagoger i børnehaverne. De skal blandt andet være med til at skabe mandlige forbilleder for børnene i de kvindedominerede institutioner.
Netop nu rykker de 17 første såkaldte juniorpiloter ud i 10 københavnske daginstitutioner, og næste hold på 19 elever fra 8. klasse begyndte i denne uge på introduktionskursus.
Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforbund BUPL, er kritisk over for ordningen, som han dog også ser positive sider ved.
"Der er stadig grund til at være kritisk over for det. Der er foretaget besparelser på institutionerne i mange kommuner. Derfor er det klart, at vi er skeptiske, når man prøver at få en anden arbejdskraft ind i institutionerne," siger han til Berlingske Tidende.