I nat døde føreren af den bil, der sent i aftes ramte et træ nord for Silkeborg.
Det lykkedes ikke for lægerne på traumecentret i Aarhus at redde hans liv, og dermed har ulykken nu kostet to unge mænd livet.
Det oplyser DR P4 Østjylland.
Passageren blev dræbt på stedet, da føreren mistede kontrollen over bilen og kørte direkte ind i et træ.
De to mænd sad fastklemt i bilen og måtte efterfølgende skæres fri.
Årsagen til ulykken er endnu ikke endeligt fastlagt, men vidner så bilen køre over en bakke i meget høj fart på et sted, hvor vejen er meget smal, kort før kollisionen med træet.
De to dræbte mænd er knap tyve år og fra lokalområdet nord for Silkeborg. Deres familier har frabedt sig, at deres navne bliver offentliggjort.
Kilde: DR P4 Østjylland