De unge kan ikke få nok af alkoholrige og sukkersøde drikke. Salget af cider er steget med 138 procent på bare et år.
I 2009 blev der solgt næsten 10 millioner liter, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet AC Nielsen, skriver Metroxpress.dk.
Derfor er det altså ikke lykkedes at nedsætte de unges drikkevaner ved blot at hæve afgifterne på alkoholsodavand som Bacardi Breezer og Smirnoff Ice. De køber i stedet fire gange så meget cider, som indeholder mindst lige så meget alkohol.
Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, mener derfor, at der også skal indføres afgifter på ciderprodukterne.
"Unges drikkeri skal begrænses, men der er jo tydeligvis sket det, at alkoholproducenterne har satset på ciderbaserede drikke i stedet for alkoholsodavand, fordi afgiften er lavere. Derfor kunne man godt forestille sig, at begge typer af drikke skulle have samme punktafgift, da mange af dem åbenbart henvender sig til samme unge målgruppe," siger Sophie Hæstorp Andersen.
Men den idé skydes ned af Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen.
"Hverken alkoholsodavand eller ciderbaserede alkoholdrikke er noget, som jeg nyder derhjemme, så det ved jeg ærlig talt ikke noget om. Desuden synes jeg, det lyder som en afgiftsmæssig og ikke en sundhedsmæssig problematik," siger hun.
Men selv om Birgitte Josefsen ikke nyder sådanne drikke, er der ingen tvivl om, at de unge vælter sig i dem. Danske unge indtager nemlig stadig førstepladsen i Europa for druk.