En stor gruppe unge i alderen 25-29-årige slider sofaen tynd i stedet for at være i job.
Ungdomsledigheden har nemlig ikke været højere siden 1993, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) ifølge Urban.
Og det er gået stærkt siden den økonomiske krises indtog. I juni 2008 var 3,5 procent af de unge uden arbejde. I december sidste år var tallet steget til 8,7 procent.
"På kort tid har vi haft en kæmpe nedgang på arbejdsmarkedet, og der er intet, der tyder på, at det vil vende. De unge vil derfor fortsat få det svært, for der bliver kamp om de ledige job længe endnu," siger chefanalytiker i AE-rådet Frederik I. Pedersen til Urban.
Det er i særlig grad de nyuddannede, der har fået statistikken til at banke i vejret.
Dimittendledigheden i juristernes og økonomernes fagforbund, Djøf, var i november sidste år oppe på 33,5 procent.
"Vi er stærkt bekymrede over krisens voldsomme konsekvenser. De unge er i årevis blevet tudet ørerne fulde af, at uddannelse er godt, styrker konkurrenceevnen og er fundamentet for at bevare velfærdssamfundet," siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf Lars Munck til Urban.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, siger til avisen, at ungdomsledigheden har 'regeringens opmærksomhed'.
"Vi har været klar over, at det her ville ske. Derfor har vi været i tæt dialog med blandt andet. Akademikernes Centralorganisation. Vi følger det her tæt hele tiden, for vi har ikke råd til at miste årgange af nyuddannede," siger Ulla Tørnæs til Urban.