Titusinder af ungarere gik mandag på gaden i byer over hele landet i vrede over den politik, som landets konservative og højreorienterede premierminister, Viktor Orbans, regering fører.
"Forargelsens dag" er den seneste i en række af gadeprotester, som blev indledt i oktober, efter at Orbans parti Fidesz foreslog en skat på brug af internettet.
En fotograf fra nyhedsbureauet AFP anslår, at omkring 25.000 mennesker bar bannere med påskriften "vi kan ikke betale så meget skat, som du stjæler" ved den største af demonstrationerne uden for det ungarske parlament i Budapest.
- Orban, kom ud, lød kravet fra folkemængden.
- Vi ønsker ikke, at Orban skal flytte os i retning af Putin og Rusland. Vi er et EU-land, og vi vil forblive i Europa, hvor vi hører til, siger Balint Farkas, en 26-årig IT-studerende.
Der var flere end 20 demonstrationer i ungarske byer mandag, og mindre protester blev arrangeret i hovedstæder og storbyer i udlandet som London, Bruxelles, Berlin og Amsterdam.
Store protestdemonstrationer i oktober mod internetskatten fik Viktor Orbán til at trække sin idé tilbage.
Den ungarske premierminister er blevet kritiseret af blandt andre USA's præsident, Barack Obama, for at knægte borgerretsorganisationer.
Også i EU bliver der set med bekymring og mistro på Orbans regerings beslutninger, og landets EU-kommissær blev frataget et af sine ansvarsområder som ansvarlig for borgerrettigheder.
EU-Parlamentet kunne i forbindelse med hans godkendelseshøring ikke leve med, at Tibor Navracsics fik den post, da han som justitsminister i Orbans regering indførte kontroversielle begrænsninger af mediernes frihed og domstolenes uafhængighed.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.