Politiet har sigtet en 19-årig mand for voldtægt af en 14-årig pige fra Esbjerg.
Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi. Manden blev anholdt onsdag eftermiddag, oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen.
- Vi traf ham hos noget familie i Østjylland, og derefter blev han transporteret til Esbjerg, siger vicepolitiinspektøren, som fortæller, at anholdelsen foregik uden dramatik.
Den 14-årige pige har anmeldt, at hun blev voldtaget natten til den 5. juli i Esehaven, som ligger bag Esbjerg Museum.
Ifølge pigen kom hun mellem klokken 01.30 og 02.30 gående op til krydset mellem Nørregade og Torvegade nær ved banegården.
Her så hun to mænd, der stod og talte sammen. Den ene gik kort efter fra stedet, mens den anden henvendte sig til pigen og spurgte om vej til Fanø-færgen. Derefter trak han hende ind i Esehaven og voldtog hende.
Efter anmeldelsen efterlyste politiet vidner til voldtægten. Det fik flere til at henvende sig.
- Vi har fået en del gode henvendelser fra folk, der har opholdt sig i den indre by i Esbjerg på gerningstidspunktet. På den måde har vi fundet frem til ham, siger Bent Thuesen.
Den 19-årige stammer fra Østjylland og har ingen tilknytning til Esbjerg.
Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg klokken 12.00 torsdag. Politiet vil anmode om lukkede døre, da der fortsat efterforskes og skal afhøres vidner.
/ritzau/