Et veritabelt våbenlager på hjul blev afsløret, da en patrulje fattede mistanke til en ung mand, der kom kørende ved Ikast.
- Han blev stoppet, fordi der var mistanke om spritkørsel, siger politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I bilen havde manden 11 skydevåben, to håndgranater og en smule dynamit og ammunition.
- Det er utroligt godt, at vi får fat i de her ting. Hvad han skulle med det, det må efterforskningen vise, siger Ole Henriksen.
Ifølge mja.dk er der tale om en 26-årig mand, der blev fængslet bag dobbeltlukkede døre i weekenden.
Ole Henriksen afviser indtil videre at udtale sig om, hvorvidt manden er kendt af politiet i forvejen eller om han er kendt fra eksempelvis rockermiljøet.
Der er indtil videre ikke foretaget flere anholdelser i sagen.