Den højt profilerede britiske journalist Piers Morgan, der arbejder for tv-stationen CNN, er kommet i unåde hos våbentilhængere i USA, efter at han kritiserede chefen for organisationen Gun Owners of America (våbenejere), Larry Pratt, og kaldte denne "dum" i en direkte tv-udsendelse.
Våbentilhængere kræver nu Piers Morgan udvist af USA, da de mener, at han er på kant med den amerikanske forfatning og den grundlovssikre ret til at bære våben.
Efter massedrabet på 26 mennesker på en skole i staten Connecticut for en uge siden har Piers Morgan argumenteret for, at de amerikanske våbenregler skal strammes op.
- Du er en utrolig dum mand, er du ikke, spurgte Morgan Larry Pratt under tv-interviewet på CNN torsdag.
- Dine argumenter hænger slet ikke sammen. Du er revnende ligeglad med alle de mange våbendrab i USA, fortsatte Morgen under det yderst ophidsede interview.
En journalist i Texas blev så rasende over Morgans opførsel og slog et forslag op på Det Hvide Hus' hjemmeside med krav om, at Piers Morgan udvises.
- Han er i gang med et fjendtlig angreb på vor grundlovssikrede ret til at bære våben, hedder det i forslaget. På mindre en 48 timer har 28.000 mennesker skrevet under på opfordringen.
Morgan afviser, at han er på kant med forfatningen og er gået til modangreb på våbentilhængerne.
Søndag gik Morgan til angreb på formanden for våbenlobbyen NRA, Wayne Lapierre, og kaldte denne for en "farlig mand" og en trussel mod "amerikanernes sikkerhed".
/ritzau/AFP