I 43 år gik en tysk mand fri efter drabet på en ung kvinde i 1970 i den nordtyske by Flensborg, få kilometer fra grænsen til Danmark. Men ny dna-teknik har nu afsløret drabsmanden, skriver netavisen nordschleswiger.dk.
Afsløringen sender dog ikke synderen i fængsel, idet han døde af naturlige årsager i juli sidste år.
Tysk politi genåbnede sagen i sommeren 2011, efter at den i en lang årrække var forblevet uopklaret.
En 20-årig kvinde fra Flensborg-Weiche var blevet dræbt og seksuelt mishandlet blot 40 meter fra sine forældres bopæl.
I foråret 2012 bad politiet 70 mænd fra området om en dna-prøve. Dermed afslørede man et klart match mellem offeret og en på gerningstidspunktet 20-årig tysk soldat fra en kaserne i området.
Allerede umiddelbart efter drabet var den unge mand i politiets søgelys. Men der fandtes dengang ingen afgørende beviser, og nu er drabsmanden altså død.
/ritzau/