Politiet oplyser nu, at en 22-årig ekskone til den 38-årige mand, der i dag blev udsat for en bombetrussel i Vejle, er anholdt i sagen.
Mistanken mod den tidligere ægtefælle skyldes, at der forud for dagens bombealarm har været, hvad politiet kalder "et forløb" mellem de to tidligere ægtefæller.
"I forbindelse med sagen, har vi foretaget anholdelse af en 22-årig ekskone, og det har vi på baggrund af et forløb, der har været op til i dag mellem de to parter," siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup.
Efterforskningen er endnu ikke afsluttet. Først i morgen vil det blive besluttet, om den unge ekskone skal fremstilles i grundlovsforhør.
"Nu går dagen med at foretage afhøringer og gerningssteds- og personundersøgelser. Og så er der nogle andre tekniske undersøgelser, vi også skal have kigget på. Vi skal inden for 24 timer have taget stilling til, om vi vil begære hende fremstillet med henblik på varetægtsfængsling eller ej," fortæller vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi
Politiet fik i morges klokken 9.00 en anmeldelse om en rørbombelignende genstand i en bil i Vejle, som den 38-årige mand befandt sig i.
Samtlige beboere i opgangen tæt ved bilen blev tidligere evakueret og området blev afspærret.
Der er nu ikke længere afspærret på Finlandsvej 80 og den genstand, man formodede var en rørbomben er nu blevet undersøgt. Efter en sprængning viste det sig dog, at den formodede rørbombe ikke sprang, og politiet tror derfor ikke, at der er tale om en bombe.
(opdateres)