Det så ikke godt ud, da Brøndby-spilleren Brent McGrath faldt i reservekampen mod FC Midtjylland.
Nu har klubbens lægestab været i kitlen og har undersøgt den unge australiers hånd.
Og det er ikke godt nyt for den 20-årige angriber. Nu står den kommende tid på pause i mindst tre uger.
Faldet har nemlig kostet en brækket hånd - nu er Brent McGraths underarm lagt i gips.
"Brent har pådraget sig en revne i 4. mellemhåndsknogle, og han kan derfor ikke træne normalt med holdet eller spille kampe i de næste tre uger," siger klublæge Eilif Larsen til klubbens hjemmeside.
Brenth McGrath kæmper for at blive en fast del af klubbens førstehold, hvor Simon Makienok og Nicolaj Agger står forrest i rækken til en startplads.
Men der kan måske trods den brækkede hånd være udsigt til græs under støvlerne.
"Han skal undergå yderligere undersøgelser sidst på ugen, og her vil vi blive klogere på bruddet og på, om han muligvis kan træne og spille med en form for skinne," siger Brent McGrath.
Australieren skiftede fra Sydney United til den københavnske vestegn i 2006.