Den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen kan fejre en meget fin optakt til den traditionsrige badmintonturnering All England, som starter i næste uge.
I søndagens finale i den tyske Grand Prix Gold-turnering German Open besejrede de to deres landsmænd Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen i to sæt, 21-17, 21-13.
Kampen i Innogy Sporthalle i flodbyen Mülheim an der Ruhr blev en hurtig affære på blot 33 minutter.
Efter Astrup og Rasmussen snuppede første sæt med 21-17, kom de i andet sæt hurtigt foran og opbyggede en solid føring frem til 17-11.
Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen kom ikke i nærheden af et comeback og måtte se modstanderne spille sig til syv matchbolde og vinde andet sæt og dermed kampen på den første af dem.
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen var seedet som nummer fire i German Open og træder ind i All England som useedede. De er nummer 11 på verdensranglisten.
Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen var seedet som nummer to i German Open og rangerer som ottendebedste konstellation på deltagerlisten i England.
/ritzau/