Mich 'Cutfather' Hedin fik nok.
X Factor-dommeren, som ellers er kendt for sit gemytlige sind og altid høje latter, kæmpede både med tårerne og sin vrede under fredagens afgørelse i anden runde af underholdningsprogrammets live show.
Efter seernes sms-stemmer var talt op, stod det klart, at den kendte musikproducer havde sine to deltagere - Katrine og Mulila - i bunden, og en af dem derfor skulle sende hjem.
Som altid valgte de to andre dommere, Pernille Rosendahl og Thomas Blachman, at stemme på hver sin deltager, så dommeren med ansvar for deltagerne over 25 år selv skulle tage den svære beslutning.
En tydeligt berørt Cutfather takkede først sine deltagere for godt samarbejde, hvorefter han vendte sig rasende mod sine med-dommere og slog i bordet.
"Og jeg vil gerne sige nej tak til det her dommerbords opførsel i aften! Jeg synes, det har været UNDER LAVMÅLET," råbte han og blev afløst af klap fra publikum.
Meget tyder på, at Cutfather synes, at dommerne - især Blachman - havde en hård tone i sin kritik af deltagerne, og at dommerne stjal fokus med deres indbyrdes hug til hinanden.
"Vi sidder og laver et fredags-underholdningsprogram, og det her dommerpanel i aften holder ikke, vi bliver nødt til at tage os sammen," fortsatte Cutfather videre, men blev afbrudt af en Blachman, som mente, at så må DR hyre nogle andre dommere.
"Det her er verdensklasse. Vi diskuterer musik," lød det fra Thomas Blachman, hvilket publikum også fik gang i klappe-musklerne af.
Programmets værtinde, Lise Rønne, afbrød de to kamphaner med beskeden om, at det var en diskussion, som de må tage bag scenen.
Herefter valgte en følelsesladet Cutfather at sende den 27-årige træsælger Katrine hjem.