Mens Danmark gætter på, hvorfor X Factor-finalisten Jean Michel pludselig valgte at trække sig fra sangkonkurrencen, afslører han selv på Facebook, hvad der gjorde udslaget.
"Musik for mig er et kunstnerisk univers, og for at kunne nyde det, skal jeg have hjertet med, og føle det er noget jeg kan stå inde for. Jeg prioriterer derfor at fravælge X Factor og tv delen, som det nu også er, for at yde mit bedste som det musikalske individ, jeg selv ser mig som," skriver han på Facebook.
Han afviser samtidig alle vilde rygter om, at det var en dødelig sygdom - aids har været nævnt i rygtemøllen - der kostede deltagelsen.
"Jeg kan med hånden på hjertet afkræfte alle de rygter, der omhandler min exit fra X Factor," skriver han.
Den chokerende exit fra X Factor fik samtidig den konsekvens, at den anden halvdel af duoen, Nicoline Simone, også måtte forlade showet i utide.
"Jeg er utrolig ked af, at min handling skulle have konsekvens for Nicoline Simones deltagelse i x factor, og ord kan ikke beskrive hvor meget jeg under hende den succes, som jeg på ingen måder tvivler på hun nok skal opnå," skriver Jean Michel.
Han takker i samme omgang Thomas Blachman for at inspirere med sin passion for musikken.