Cecilie Hother mistede i marts sit ufødte barn, og nu sætter tv-værten ord på sorgen. Det gør hun i et opslag på Instagram.
"Jeg er ked af det, knækket, vred, frustreret, ulykkelig og rummer 1000 andre følelser, som jeg ikke engang kan sætte ord på endnu," lyder det blandt andet fra den populære vejrvært.
I det rørende opslag fortæller hun også sine mange følgere om, hvordan hun forsøger at håndtere det forfærdelige tab.
"Vi føler vel alle den umenneskelige sorg og tab forskelligt og individuelt. Jeg tænker, at min ven er tiden. Og at jeg gennem tid, terapi, sorggrupper og kærlighed kan integrere netop sorgen, savnet og tabene mit liv," skriver Cecilie Hother.
Den 40-årige tv-vært og manden Thomas Gregers Honoré har sammen datteren Ellinor på tre år. Og netop datteren er med til at hjælpe sorgprocessen på vej, skriver Cecilie Hother og fortæller, hvordan de holder i hånden, leger og griner.
"For på trods af smerten, så er der liv og kærlighed,- så uendeligt meget kærlighed. Lige nu tager jeg én time af gangen," lyder det fra Cecilie Hother.